Bestil tid i København

Tungepiercing

Tunge piercing
Det er vigtigt, at du følger efterbehandlingen nøje. Helingsprocessen er forskellig fra person til person. Vær derfor varsom med at følge eventuelle råd fra venner. Deres helingsforløb kan være helt forskelligt fra dit. Er du i tvivl om det mindste, så vær ikke bange for at henvende dig. Vi står altid parat til at give dig den bedst mulige vejledning.

Efter piercingen
Efter du har fået laver piercingen vil din tunge hæve.
Hævelsen kan opstå umiddelbart efter eller i løbet af natten.
Hævelsen vil aftage igen, efter cirka 5 til 14 dage.
Du kan mindske hævelsen ved at sutte på isterninger, drikke koldt vand eller lignende.

I den første tid kan piercingen virke irriterende.
Du vil automatisk og ubevidst ændre dine tungebevægelser, så smykket ikke irriterer, for eksempel ved spisning.
Du vil sandsynligvis også opleve en høj spyt-produktion, fordi din krop tror, at du skal synke smykket.
Det regulerer sig selv, i løbet af ½ til 4 timer, og gentager sig ikke.

Rensning
  • Skyl din mund med 'Listerine' eller 'Tech 2000' to til tre gange dagligt. 
  • Skyl også med saltvand, mange gange dagligt, og som minimum hver gang du har spist, drukket eller røget.
  • Undgå at drikke af offentlige vandhaner de første cirka 8 uger efter piercingen, på grund af mulige urenheder og eventuel smittefare.

Rensevæsker
  • Brug 'Listerine' eller 'Tech 2000' som kan købes hos Gorlubb.
  • Saltvand kan du selv lave, ved at koge vandhanevand, tilsætte ½ teskefuld salt pr. glas, og derefter lade det køle af. 
  • Isotonisk saltvand fra apoteket kan også anvendes. 
  • Opbevar for eksempel saltvandet i en kildevandsflaske med skruelåg, som kasseres når dagen er forbi, og lav kun saltvand til én dag ad gangen.
  • Hvis du ikke har saltvand til rådighed, kan du godt bruge almindeligt koldt vandhanevand, men drik ikke af hanen.

Spisning
Mens tungen er hævet, kan det være vanskeligt at spise almindelig mad, men det lader sig dog gøre. Det tager sikkert lidt længere tid end normalt, og kræver lidt tålmodighed.
Efter en uges tid spiser du normalt igen.
Nogle vælger at leve af suppe og yoghurt i en uges tid, men det er helt op til dig selv, hvad du har lyst til.
Undgå meget varm, og meget stærk mad i den første tid.

Andre gode råd
  • Husk at stramme stavens nederste ( aftagelige ) kugle. Hold på den øverste kugle, mens du strammer den nederste kugle, ved at dreje højre om.
  • Undgå at tale for meget, de første 3 døgn. Din piercing har brug for ro.
  • Din tunge vil de første 1 til 2 uger være hvid-belagt, og afgive sårvæske som kan ligne betændelse. Dette er en del af helingsforløbet, og helt naturligt, selvom sårvæsken kan smage og lugte grimt.
  • Når du børster dine tænder - mens tungepiercingen heler - skal du også børste din tunge.
  • Efter tandbørstningen skal du skolde din tandbørste, ved at hælde kogende vand over tandbørstens 'hoved'.
  • Afhold dig fra at kysse og at dyrke oralsex de første 4 til 6 uger.
    Dette er for at forhindre fremmede bakterier, og smitteoverførsel, som kan forstyrre helingsprocessen.

Overfladeheling tager 4 til 6 uger.