top of page

Bruskpiercing - Efterbehandling

Septum, Øre piercing (bortset fra øreflip), Conch, Rook, Næsefløj, Industrial, Tragus & Daith
Det er vigtigt, at du følger efterbehandlingen nøje. Helingsprocessen er forskellig fra person til person. Vær derfor varsom med at følge eventuelle råd fra venner. Deres helingsforløb kan være helt forskelligt fra dit. Er du i tvivl om det mindste, så vær ikke bange for at henvende dig. Vi står altid parat til at give dig den bedst mulige vejledning.


Efter piercingen
Mens din piercing heler kan den være en smule rød, og den vil afgive sårvæske som tørrer ind på smykket.
Sårvæsken kan godt ligne betændelse, da den er hvidgul og tyktflydende. Det er blot en naturlig afsondring af affaldsstoffer, som aftager efterhånden som piercingen heler op.


Når piercingen er overflade-helet, vil den have en naturlig hudfarve, og ikke længere afgive sårvæske. Den vil forekomme at være færdighelet, men den er stadig sart, og mangler at gennemhele. Man kan sige, at den har brug for, at 'hærde' og blive stærk.
Når piercingen er gennemhelet, kan den tåle let til kraftigt træk.


Det bedste du kan gøre for din piercing, er at give den fred og ro. Undgå at pille, trække eller på anden måde at irritere piercingen.
Vær varsom med tøj, der trykker på, eller på anden måde generer piercingen i længere tid af gangen. Du kan risikere, at din piercing heler 'skævt'.


Du skal rense din piercing 2 gange dagligt. Yderligere rensning vil blot irritere piercingen.
Smykket skal ikke tages ud under rensningen, og du må ikke dreje smykket, uden at have rengjort det først.
Der er 2 måder, du skal rense din piercing på.
Fælles for metoderne er, at du altid skal starte med at vaske dine hænder grundigt.


Rensning 1. (aften)

  • Hæld kogende vand i et almindeligt drikkeglas.

  • Tilsæt ½ teskefuld almindeligt salt.

  • Lad saltvandet køle af, til det er lunkent.

  • Bad piercingen, ved at holde glassets åbning tæt op mod huden.

  • Lad piercingen 'ligge i blød' i saltvandet i cirka 3-5 minutter, indtil al indtørret sårvæske er opløst.

  • Dyp en tot vat i saltvandet, og rengør smykket.

  • Kør forsigtigt smykket et par gange gennem piercingen.


Rensning 2. (morgen)

  • Tag et varmt brusebad, og vask krop og hår først.

  • Rengør forsigtigt smykket med fingrene.

  • Påfør sæbe, og bevæg langsomt smykket gennem piercingen.

  • Lad det sidde ca. ½ minut.

  • Skyl området, mens du langsomt bevæger smykket frem og tilbage gennem piercingen.


Sæbe
Vi anbefaler PROVON eller SATIN (velegnet vitaminberiget sæbe, som kan købes hos Gorlubb).
LACTACYD eller VIVAG er også egnet.
Brug aldrig brintoverilte, da brintoverilte dræber de nydannede hudceller, og irriterer din piercing.

 

Smykkeskift
I de fleste brusk-piercinger sættes et smykke i, som tillader området at hæve.
Når hævelsen er faldet, skiftes til et mindre smykke.
Det er ikke nødvendigt at bestille tid til et smykkeskift, se bag på smykke-skift-beviset.


Et par gode råd

  1. Hvis dit septum-smykke er en 'keeper', må du vende smykket ned, et par gange om dagen, for at undgå at det 'sidder i spænd' oppe i næsen.

  2. Det er vigtigt at du holder øje med, om din piercing heler 'lige'. Selvom en septum-piercing er lavet snorlige, kan den nemt komme ud af vinkel, og hele 'skævt' op.

  3. Undgå soldyrkning og solarium i 1 uge efter piercingen.

  4. Beskyt din piercing mod klor og havvand i 2 uger efter piercingen.

  5. Vær varsom med hovedbeklædninger, som trykker på din piercing i længere tid af gangen.

  6. Hovedtelefoner/øretelefoner kan give problemer for Tragus, Rook, Daith & Chonch. Husk at vaske 'puderne' på hovedtelefonerne, og lån ikke dine hovedtelefoner ud til andre, før piercingen er helet op.

  7. Vælg din påklædning, med hensyntagen til din nye piercing.


Overflade-heling tager 6 til 8 uger.

bottom of page